Information / Årsberetninger

Årsberetninger

Tilføjelse til oplysninger om bestyrelse:
 
Som følge af formand Wandy Nielsen død d. 21. august 2017, er suppleant Paw Rønde samme dag indtrådt formand for Midtdjurs Taekwondo Klub.
 
 
Årsberetning 2016

Der blev afholdt generalforsamling med efterfølgende juelafslutning i Midtdjurs Taekwondo Klub mandag d. 19. december 2016 på Kolind Centralskole.

Referat af generalforsamling i henhold til dagsordenen:

1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning for det forløbne år fremlægges til godkendelse
3. Regnskabet for det forløbne år fremlægges til godkendelse
4. Fastsættelse af kontingent for det kommende år
5. Valg af revisor
6. Behandling af indkomne forslag
7. Valg af bestyrelsen
På valg er:
1. Formand Wandy Nielsen (modtager genvalg)
2. Sekretær Hanne Gruwier Mogensen (modtager genvalg)
3. Kasserer Erik Skytte (modtager genvalg)
4. Suppleant Paw Rønde (modtager genvalg)
8. Valg af trænere og udvalg
9. Eventuelt


Ad 1. Valg af dirigent
Anders Harder blev valgt som dirigent. Han startede med at konstatere, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt og gav herefter ordet til klubbens formand.

Ad 2. Formandens beretning for det forløbne år fremlægges til godkendelse
Formand Wandy Nielsen fremlagte beretning og sagde bl.a., at 2016 havde været et fantastisk år, hvor vi kunne fejre klubbens 40 år jubilæum. Det blev gjort med jubilæumsgradueringer for MON- og KUP-grader. Desuden samledes over 60 sortbælter, både aktive og tidligere aktive, til træning med DSBN Shin efterfulgt af jubilæumfest. Det var stort for alle, der har været med helt eller delvist gennem årene, og for Wandy selv var det en særlig oplevelse, da han føler, at et livsværk er kronet med held.

Samarbejdet mellem de fire Hwa Rang klubber har stort set fungeret perfekt. Dog har der efter kupgradueringen i Randers været lidt krusinger på overfladen pga. utilfredshed med et par afgørelser.

Mange er i årets løb blevet gradueret til nye kupgrader, og vi har fået nye sortbælter. Sågar har klubben fået to nye 5. dan. Tillykke igen til alle. Også børneholdet Panterne har løbende afholdt gradueringer, og man kan tydeligt se, at kvaliteten er steget meget. Taeguek il jang var ved den sidste graduering endda bedre end det, mange højt grauderede kan præstere. Der har også været Pantere ude at kæmpe, og de kom hjem med flotte resultater og medaljer. Tillykke med det.

I 2017 er der igen planlagt venskabsstævne i Randers. Det bliver d. 4. – 5. februar 2017 og er for alle. Desuden er der planlagt påsketur til Hamburg for kup- og danbælter. Også sommerlejren i Køge er planlagt, og Wandy håber at mange vil deltage.

Klubben er godt rodfæstet i lokalsamfundet, hvilket skyldes et stort arbejde fra mange, og Wandy takkede alle, der har ydet en indsats. Ligeledes takkede Wandy bestyrelse, trænere, udvalg, revisor mv, der har været med til at styrke klubben og klubbens udvikling.

Klubben skiftede lokaler efter 40 år på Kolind Skole, hvilket jo var lidt spændende. Heldigvis er de nye lokaler er fine, omend lidt mindre end vi er vant til. Vi håber at få mulighed for at få mere tid med begge sale. Klubben har fået et sponsorat til indkøb af spejle fra la Courfonden. Disse vil blive indkøbt og ophængt i løbet af foråret. Niels Johnsen gjorde opmærksom på, at han har nogle spejle, som han gerne vil give til klubben. Han deltager i et kommende møde vedr. indkøb og ophængning, som skal afholdes med halbestyrer samt gymnastikafdelingen, som også har fået penge til spejle.

Wandy sluttede med at sige tak for 2016 og med at ønske en glædelig jul og et godt nytår til alle.
.
Formandens beretning blev vedtaget uden bemærkninger.
.
Ad 3 Regnskabet for det forløbne år fremlægges til godkendelse.
Kasserer Erik Skytte fremlagde regnskabet. Klubben kommer ud af 2016 med et lille overskud. Erik opfordrede indtrængende alle til at betale kontingent til tiden. Vi er en lille klub, og vi forsøger at holde kontingentet nede, men det betyder også, at klubben er meget afhændig af, at pengene rent faktisk kommer ind til tiden. Flere gange har private måtte lægge betydelige beløb ud, og det er ikke rimeligt.
Regnskabet revideres af Ole Agertoft og kan se ved henvendelse til kasseren.

Regnskabet blev vedtaget uden bemærkninger

Ad 4 Fastsættelse af kontingent for det kommende år
Uændret for alle aldersgrupper. Det er dog en forudsætning, at kontingentet betales til tiden, men sker det, kan tingene køre fint rundt.

Ad 5 Valg af revisor
Ole Agertoft blev genvalgt som revisor.

Ad 6 Behandling af indkomne forslag
Der var ingen indkomne forslag.

Ad 7 Valg af bestyrelsen

1. Formand Wandy Nielsen (genvalgt)
2. Sekretær Hanne Gruwier Mogensen (genvalgt)
3. Kasserer Erik Skytte (genvalgt)
4. Suppleant Paw Rønde (genvalgt)

Ad 8 Valg af trænere og udvalg

Trænere
Grandmaster Wandy Nielsen

Voksenholdet:
Cheftræner Paw Rønde.
Øvrige: Karl Rathje, Erik Skytte og Sonja Trier.
Børneholdet:
Cheftræner Marianne Skriver. Marianne supplerer selv holdet med hjælpere efter behov.

Webudvalg (hjemmeside, Facebook ol.): Anders Harder og Hanne Gruwier Mogensen..
Hanne oplyste, at der vil blive arbejdet på oprettelse af ny hjemmeside. Så vidt muligt lægges oplysninger om klubaktiviteter mv. både på hjemmeside og Facebook. Der var ønske om, at pensum, link til taegues ol. blev lagt på hjemmesiden, og det vil der blive arbejdet med.

Presseudvalg: Hanne Gruwier Mogensen

Kampudvalget: Kamptræning udsættes lige pt. .

Ad 9. Eventuelt
- Ellen Conijn efterlyste tiltag til at få nye medlemmer og til bedre fastholdelse. Ellen vil gerne være med til at komme med ideer. Hanne går videre med dette i det nye år sammen med Ellen og evt. andre interesserede.
- Ellen og Ruud Conijn samt Hanne Gruwier Mogensen vil arbejde på at lave nye T-shirts, sweatsshirs mv.
- Erik Skytte gjorde opmærksom på, at hvis man enten køber dragter, bælter og andet udstyr via ham, eller hvis man selv indkøber via MRKSport i Aarhus og henviser til klubben, får klubben en bonus på 20%.

Referat ved Hanne Gruwier Mogensen, sekretær.

Juleafslutning
Før generalforsamlingen var der almindelig træning med lidt opvisning. Herefter omklædning, generalforsamling og julehygge.

Omkring 55 deltog i det efterfølgende hyggearrangement med kaffe, sodavand samt æbleskiver og slik.
Det var i år Kolind+Hallens cafeteria, der stod for traktementet, hvilket fungerede helt fint.

Efter et par julesange blev der uddelt pokaler for træningsflid samt kurve til årets trænere.

Pokalen for bedste træningsflid for voksenholdet gik i år til Jørgen Andersen – stort tillykke. Han blev meget skarpt forfulgt af Bjørn Smed og Ellen Coijn.

Pokalen for børneholdet Panterne gik til Mathias Lænø. Mathias fik mange rosende ord med på vejen af træner Marianne Skriver, som blandt andet nævnte, at der var rigtig mange Pantere, der trænede meget flittigt, men at Mathias havde gennemgået en virkelig stor udvikling, der gjorde, at han fortjente årets pokal.

Aftenen sluttede i god ro og orden, og vi glæder os til det næste år.

Af Hanne Gruwier Mogensen
Årsberetninger, herunder referat fra generalforsamlinger kan findes under de enkelte år.